2007 året der gik..

Når jeg tænker tilbage på 2007 er min første tanke at det har været et enormt omkostningsfuldt år. Tabet af årets 2 føl i november og december 2006 har haft en helt masse bøvl i kølvandet og det har medført ufattelig mange dyrlægeregninger. At stifte bekendtskab med virusabort har ikke bare kostet mig de to føl jeg skulle have haft i år, en formue i vacciner osv., men her sidst på året har vi fået bekræftet vores mistanke om at det også har kostet os Wimpy som avlshoppe. Kort før jul fik jeg svar på Wimpys biopsi og svaret var som forventet ikke positivt.

Når det så er sagt, har der også været mange gode oplevelser og glæder. Jeg har besøgt 3 større stutterier, nemlig Sax Arabians i Tyskland, The Kossack Stud og Arabian Fantasie i Holland, hvor jeg hos sidstnævnte købte et fantastisk hoppeføl - Elunah Monpelou - en lille stjerne som jeg venter mig rigtig meget af i fremtiden. Disse stutteribesøg har også for alvor fået mine øjne op for de russiske linier og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den vej, jeg skal gå i min avl, når målet er at forene show og brugsegenskaber på højt niveau i en og samme hest.

Udover vores lille russer prinsesse har vi også budt velkommen til en anden russer relateret pige, nemlig Cereniza som er efter selveste Kongen selv - legenden Kubinec, som jeg jo mødte under mit besøg hos The Kossack Stud. Cereniza kom til os i august og vi glæder os til at sætte hende i avlen i det nye år.

Vi har sagt farvel til GR Nakeel og Harley Davidson, der begge har fået nye gode hjem. Vi har desværre også måttet sige endeligt farvel til Cody Makida D. som rejste til de evige jagtmarker i en alder af kun 5 år. Vi har grædt mange tårer og sendt mange tanker til hendes ejer Betina i Tappernøje. Cody efterlader et afkom som vi stadig har på stutteriet - vores åring Zeems Cheeky D.

På stævnefronten har vi været lidt mere ude end tidligere, da vi i år har haft 2 hingste der begge har startet stævner. D. Shan´n Jan Memory har som tidligere gået en del westernstævner og så har PA Nafal Ibn Sharim set dressurbanerne for første gang. Han har opført sig pænt og vil helt sikkert være at finde til små klubstævner hist og pist i det nye år. Som noget helt nyt har jeg stiftet bekendtskab med distance. Wimpy var med i distanceklassen til Skandinavisk Rideshow i Randers og klarede det rigtig flot - det var hendes første gang i byen som ridehest og første gang væk hjemme fra siden hun var på show som 3 års. Det var spændende lige at snuse lidt til den disciplin også.

På showfronten gik det ikke helt som planlagt, da det endte med at Nafal ikke blev vist pga. at jeg ikke synes han var helt klar. Men Sweet Miss D. havde sin debut i showringen og klarede sig med 38.33 points på nationalt og hele 88.63 points på internationalt A-show. En præsentation som vi er rigtig stolte af og glade for.

Her hvor året er slut, har vi stadig 3 hopper i fol og venter med længsel på at de nærmer sig termin. Det bliver en rigtig spændende følårgang for os, da vi både venter føl efter Junior World Champion Reserve CE Magnum og ligeledes venter spændt på at se de første føl efter Nafal.

Vi ser således frem til 2008 som et glædens år og ønsker alle et rigtig godt og lykkebringende nytår!


December 2007

VI ØNSKER ALLE EN GÆLDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR!!

18. december
Vi har fået svar på Wimpys biopsi.. Hun har en masse arvæv i livmoderen og det er derfor hun ikke kommer i fol.. Der er en lille men temmelig dyr chance for at skaden kan udbedres og i øjeblikket går jeg og overvejer hvad jeg skal..

9. december
Nafal og jeg var til klubstævne i Silkeborg Rideklub SIR. Nafal var lidt nervøs i opvarmningen men slappede bedre af på banen, så igen var jeg meget tilfreds med hans præstation og hans opførsel. Dette stævne var samtidig det sidste for os i år - så på gensyn derude i det nye år.

4. december
Wimpy har været et smut på Nørlund hestehospital og få taget en biopsi. Vi forventer at have et svar i løbet af nogle få uger.

1. december
Nye billeder af Elunah Monpelou i galleriet.


November 2007

13. november
Dyrlægen var her for at checke Cereniza. Hun er kommet sig helt over den skade hun fik i hegnet for et par uger siden. Uheldigvis kom hun i brunst et par dage efter at have været bedøvet og syet, og i dag fik vi så bekræftet vores mistanke om at hun har tabt sit føl.

11. november
Elunah ankom til Davidson Arabians kl. 2 i nat efter 8 timers kørsel fra Arabian Fantasie. Hun virker rimelig cool og ser ud til at være okay med at have fået sin egen boks nu - hvor der er mad er der jo godt. Endnu engang tak til Arabian Fantasie for købet af denne lille smukke prinsesse.

Elunah Monpelou

10. november
Sammen med min gamle araber veninde Nina Koustrup var jeg et smut forbi The Kossack Stud i Holland på turen ned for at hente Elunah hos Arabian Fantasie. Kossack er et fantastisk sted, hvor ikke meget er overladt til tilfældigheder når det kommer til hestenes velfærd. Vi fik set en masse heste men dem der gjorde størst indtryk på mig var et utroligt yndefuldt hoppeføl efter WH Justice - Adream of Kossack - hun kan helt sikkert leve op til sit navn..

Adream of Kossack by WH Justice

Og den smukke unghingst efter Nadir I - Kunar T - aldrig har jeg set en hest med bevægelser som ham.. Så fantastisk elastisk med løft og afskub samtidig.

Kunar T by Nadir I

Og så selvfølgelig kongen selv - Kubinec - der nyder livet i løsdrift på sine gamle dage. Helt fantastisk at tænke på at der stadig er ca. 50 hopper til ham hver sæson.

Kubinec - far til vores avlshoppe Cereniza

Mange tak til Robbie for din tid, det var en fantastisk dag med mange indtryk og også mange tak tid Nina for dit selskab - uden dig havde turen nok føltes lidt længere end den var :-)

7. november
Jeg var på besøg hos Sax Arabians i Tyskland for at se Massari Ibn Massimo, Massimo Ibn Mirokan og Mirokan - halvbror, far og farfar til Elunah Monpelou.

Massimo Ibn Mirokan - far til Elunah Monpelou

Jeg mødte også en anden fantastisk ældre herre - Nadir I - virkelig imponerende at se en 20 år gammel hingst se ud og opføre sig som en 5 års.

Nadir I 20 år gammel..
Tusind tak til Monika og Reinhard for jeres tid, jeg havde en fantastisk dag sammen med jer og jeres fantastiske heste.

4. november
Diana er nu avlsgodkendt. Hun var til national udstilling i Sunds og fik en 2 præmie. Mange tak for fremvisningen Katja :-)


Oktober 2007

20. oktober  
Årets sidste westernstævne er nu overstået og D. Shan´n Jan Memory skal vist gå i "klappe træning" her i vinter.. Han er ikke særlig begejstret når publikum klapper, så det vil vi arbejde lidt på at gøre bedre her i vinter.

18. oktober
Vi har nu modtaget billeder Trine Christensen fra westernstævnet i Bramming d. 6. oktober - de ligger i galleriet under vores hingst D. Shan´n Jan Memory.

15. oktober
Cereniza er på en eller anden måde kommet til skade på folden, så dyrlægen har været her og forsøge på at lappe hende sammen igen. Hun skal foreløbig have boks ro i et par dage og vi håber naturligvis det bedste for hende.

14. oktober
"Aktiviteter" er opdateret

13. oktober
PA Nafal Ibn Sharim var med til en dags-stævne for fuldblodsarabere, hans første stævne indendørs. Han kiggede en del på banen, men det blev mindre anden gang vi var inde, så vi er fuldt tilfredse med hans præstation. Resultaterne er at finde på hingste siden og der er et par billeder i galleriet.

6. oktober
Resultaterne fra lørdages westernstævne er langt ind på hingstesiden under D. Shan´n Jan Memory. Vi havde et godt stævne med en 2. plads som bedste placering. Der kommer et par billeder senere, Trine Christensen var fotograf til stævnet, så vi venter spændte på at se hvad hun har fået af billeder.


September 2007

26. september
Den nye tvangsboks er blevet indviet af dyrlæge Lene Vad fra Nørlund Hestehospotal og med succes - Cereniza er scannet i fol med vores hingst D. Shan´n Jan Memory :-)


23. september
Vi har fået vores nye tvangsboks sat op, så nu er vi klar til at gå bedækningssæson 2008 i møde.

19. september
Så har vi endelig fået udbedret skaderne på ejendommen efter det voldsomme vejr, vi havde i starten af august med hagl på størrelse med små golfbolde. Tømreren havde bestilt en lift og vi benyttede lejligheden til at få skiftet alle lysrør i hallen og få vasket lamperne af.

En lift er et spændende stykke legetøj, så et par fotos af vores ejendom set fra ca. 8 meters højde blev det også til. Fra venstre mod højre er det hoppefoldene, stalden og hingstefoldene.


15. september
I dag har Nafal og jeg i al hemmelighed været til vores første stævne hos Silkeborg Rideklub. Vi har startet en LC1 uden for konkurrence, da vi stadig har lidt problemer ind imellem. 

Jeg var skide nervøs og havde det ikke været for mine to trofaste supportere Lisbet og Katja, var jeg nok aldrig kommet i sadlen, men det gik over alt forventning - han var så sød og nem at have med i byen og var heller ikke påvirket af hverken stormvejr eller de andre heste på banerne derude. Vores kritik sagde lige knap 60 % og det ville faktisk have givet en 3. plads hvis ikke vi havde startet uden for konkurrence. Så tak for assistancen tøser ;-)
Der er flere billeder i galleriet.

13. september
Nye billeder af vores åringshoppe Zeems Cheeky D. og et enkelt af Sweet Miss D. fra det Internationale A-Show på Vilhelmsborg.

Zeems Cheeky D.
(Nazeem Ibn Jashana x Cody Makida D.)

2. september
Nafal og jeg gør fremskridt i vores ridning, vi har våget os ud på banen igen og der er et par friske billeder af os i galleriet.

Jeg har fået tilsendt nogle friske billeder fra Arabian Fantasie i Holland af vores lille Elunah Monpelou, så kig i galleriet. Og tak til Abigail og Chris for de dejlige billeder :-)


August 2007

29. august
Nye billeder af Cereniza i galleriet.

19. august
Vi byder velkommen til vor nye hoppe Cereniza og siger samtidig Tak til Petra Hammer, Tyskland for at lade os købe hendes guldklump gennem 10 år.

Cereniza

(Kubinec x Cenika)

14. august
I weekenden red jeg min første distance klasse til Skandinavisk Rideshow i Randers. Vi havde et ridt der trods et mindre styrt og kortvarig halthed fik en lykkelig udgang. Wimpy snublede kort før mål og var efterfølgende halt, og da jeg kom trækkende over målstregen blev vi ikke godkendt. Men det vigtigste var at hun blev godkendt og erklæret haltfri i den efterfølgende dyrlægekontrol og så lærte vi jo en helt masse om distance ridning :-)

9. august
Nafal er nu hjemvendt fra sit ophold hos Husted hvor han er blevet redet af Mille. Jeg glæder mig til at vi nu rigtig skal til at ride
.


Juli 2007

Sweet Miss D. blev flot fremvist af Lone Husted på både Nationalt og Internationalt show på Vilhelmsborg. Det blev til 38,33 points på det Nationale og hele 88,63 points på det Internationale A-show. En præsentation som vi er stolte af, især fordi det var hendes debut i showringen.

Jobbe, vores kat der brækkede benet er nu helt frisk igen :-)

Nafal kommer ikke med på show i år alligevel. Jeg synes han mangler det sidste i kroppen for at være helt klar, så min beslutning er alt lade ham blive hjemme. Han bliver hos Lone indtil midt i august, da han nu bliver redet derude. Det går rigtig fint, og jeg synes han skal have chancen for at komme ordentlig i gang med ridningen denne gang.

Jeg har været et smut i Holland hos Arabian Fantasie - et besøg der endte med købet af et hoppeføl ud af rene russiske linier efter Massimo Ibn Mirokan. Elunah Monpelou, som hun hedder flytter til Danmark når hun engang er klar til forlade sin mor. Tak til Abigail og Chris for en dejlig dag og at give os muligheden for at erhverve dette enestående hoppeføl.


Elunah Monpelou

Eftersom Wimpy ikke er i fol og der ikke bliver westernklasser til Rideshowet i august i Randers, er Wimpy nu meldt til i en let dressur klasse samt distancen om søndagen.


Juni 2007

D. Shan´n Jan Memory gør store fremskridt inden for westernridningen. Han er nu lagt over i stangbid og har lige været til det første stævne i stang og det gik over al forventning. Vi havde "privat fotograf" Jani Pedersen med og hendes billeder fra opvarmningsbanen kan selvfølgelig nydes i galleriet.

Vi har nu opgivet af få Wimpy i fol i denne sæson. Vi forventer således at få 3 føl næste år.

Sweet Miss D. og PA Nafal Ibn Sharim er rejst ud til Lone i showtræning. De vil begge blive vist på både Nationalt og Internationalt show på Vilhelmsborg af Lone Husted.

Vi ønsker Rikke Jensen tillykke med købet af vores dejlige vallak Harley Davidson. Vi ønsker jer held og lykke i jeres fremtid sammen.

Sweet Miss D. er nu endelig i fol med Nafal :-) Hun har termin midt i april.

Vores kat Jobbe har været så uheldig at brække højre bagben. Det er heldigvis et simpelt brud, så han har nu fået en skinne på og dyrlægen siger at han bliver helt frisk igen :-)
Der er et par nye billeder af misserne i galleriet.


Maj 2007

Der er et par nye billeder i galleriet af vores hingst D. Shan´n Jan Memory

Victoria Lynn er scannet i fol med Nafal - hun har termin primo marts og dette afkom bliver det første afkom efter Nafal.

Vores unghingst GR Nakeel er solgt til Veronica Krüger og vi ønsker dem held og lykke i deres fremtid sammen.

Cody Makida D. rejste til de evige græsmarker søndag d. 13. maj. Hun var en enormt dejlig hoppe der vil blive husket for sin ynde og sit blide og kærlige sind. Hun var elsket af alle der havde med hende at gøre og var en rigtig "one of a kind" hest. Hun vil være elsket og savnet hos os og vore tanker og tårer går til hendes ejer Betina og hendes familie i en svær tid.
Cody er mor til vor unghoppe Zeems Cheeky D.

Vi har nu fundet den forhåbentlig rigtige sadel til Nafal og fået den tilbage fra tilpasning hos Skals Sadelmageri, så nu - endelig - har vi genoptaget Nafals arbejde med rytter. Vi starter stille op og håber på at vores problemer for alvor er løst nu. - Der er et par friske billeder i galleriet.

Som det ser ud lige nu, har vi nogen problemer med at få vore hopper i fol efter aborterne sidste år, men i samråd med vores dyrlæge arbejder vi fortsat på sagen.


April 2007

Nyt emne på salgslisten ;-)

CAS Harmony er nu i fol med CE Magnum og har termin i februar 2008 :-) Wimpy kom i brunst igen, så hun er blevet bedækket igen. Victoria Lynn og Sweet Miss D. er nu også bedækket. De bliver scannet i uge 18.

Vores hund Diana har bestået første skridt imod avlsgodkendelse, mentaltesten med stor bravour. Vi fik at vide at hun ligger meget tæt op ad racens ønskeprofil. Der er billeder fra testen på hendes galleriside. Der er iøvrigt også en masse andre nye billeder i galleriet.

De nye bokse er nu næsten indflytningsklare og billederne fra projektet ligger her.

Vi har sagt farvel til Seif, og ønsker ham og hans ejer Helga held og lykke i fremtiden.

Bedækningssæsonnen er nu i fuld gang og for vores vedkommende er både Wimpy og CAS Harmony nu blevet bedækket - de bliver scannet i uge 15.

De sidste uger har vi arbejdet på at udvide vores stald fra 11 til 15 bokse, og arbejdet begynder nu endelig at tage form og forventes at stå færdigt i løbet af påsken, eller i hvert fald kort efter. Billeder kommer snart.

Seif har gjort store fremskridt - vi har forladt hallen og taget banen i brug så vi kan nyde det gode vejr mens vi arbejder. Se billeder af Seif her.

I øvrigt en del andre nye billeder i galleriet.
 


Marts 2007

Hingstedagen hos Husted er nu veloverstået og Nafal er hjemme igen :-) Galleriet er opdateret med billeder af vore hingste fra dagen.

CAS Harmony er testet EE og dermed ligesom Nafal homozygot for sort :-)

Seif er lidt "jumpy", men har nu fået rytter på og gør nu små fine fremskridt. Klik her for at se billeder af Seif.

Galleriet er opdateret med nye billeder af D. Shan´n Jan Memory fra clinic d. 3. og 4. marts. Det var en hård weekend for os begge, men samtidig rigtig givtig - vi har fået noget med hjem og arbejde videre på.

Der er også et par andre nye billeder i galleriet.


Februar 2007

PA Nafal Ibn Sharim er nu sendt i showtræning hos Lone Husted, og der vil han være de næste 4 uger.

Vi byder velkommen til NK Seif El Dine. Seif har overtaget Hamlets plads og er her for at blive redet til. Vi glæder os til at lære Seif bedre at kende gennem arbejdet med ham - se billeder af Seif her.

Vi har sagt farvel til Bethnas Hamlet, da han nu er så langt træningsmæssigt, at ham og hans ejer Katja er klar til at stå på egne ben. Vi ønsker jer alt mulig held og lykke med jeres ridemæssige fremtid sammen.


Januar 2007

Vi har d. 27. haft besøg af super fotograf Jani Pedersen, hun har tage en række fantastiske billeder af vor avlshingst PA Nafal Ibn Sharim - Kig i galleriet... Og 1000 tak for de flotte billeder Jani :-)

PA Nafal har været med på et dressur/line kursus og der er et par billeder fra dagen i hans galleri.

Vor træningshest Bethnas Hamlet arbejder rigtig fint under rytter og er meget lærenem - se billeder af Hamlet her.

Vores hjemmeside er udvidet med en ny side "Aktiviteter" og på denne side, vil det være muligt at følge med i hvilke aktiviteter vi og vore heste har planer om at deltage i.

Vi ønsker godt nytår til alle!!